Menu

FS Hashøj søger serie 5-træner

image
15. januar 2024 kl. 15:10
Vores serie 5-herrer mangler en træner til deres hold. Har du eller kender du en, som har lysten til at udvikle unge mennesker, så læs herunder.

FS Hashøj med base i Sørbymagle ved Slagelse søger træner til klubbens hold i serie 5. Vi ønsker en træner med fokus på udvikling, klubliv og det sociale omkring en trup, men som samtidig kan sætte et hold sammen til kampe i weekenden.

Holdet startede op i sommer, og truppen består næsten kun af unge spillere, hvor flere stadig er U19-spillere, samt enkelte spillere med mere erfaring. Der vil derfor være stort fokus på udvikling af de unge spillere. I efteråret har truppen bestået af omkring 30 spillere, hvor der til langt de fleste træninger har været over 20 spillere. Ligesom spillerne skal udvikles, skal klubbens trænere også udvikles med relevante kurser og seminar, samt sparring med klubbens øvrige trænere og ledere.

Holdet ligger i serie 5, hvor vi netop har overstået første halvsæson med blandede resultater. Men der er sket en stor udvikling af spillerne og på holdet, som der skal bygges videre på. Derudover forventer vi at tilmelde et senior 8-mandshold i DGI for de spillere, som ikke kommer ud at spille serie 5. Det bliver spillerne selv der kommer til at stå for det.

FS Hashøj er en velfungerende klub, som lægger stor vægt på socialt samvær og sammenhold, der skal være med til at skabe fundamentet for en succesfuld klub, hvor spillere, trænere og bestyrelse er villige til tage de ekstra meter for hinanden. Det betyder også, at baglandet er i orden med en solid bestyrelse, der gør alt, hvad den kan for at støtte op om klubbens hold. 

Det er ikke så vigtigt, at du tidligere har prøvet at være træner, men blot du har lysten til at udvikle dig selv og unge mennesker. Der er mulighed for at få hjælp til kampene af en holdleder, hvis du skulle have brug for det. Vi træner tirsdag og torsdag ved Sørbyhallen, hvor vi deler faciliteter med Sørby Fodbold. I de første par måneder har vi booket en kunstgræsbane ved Slagelse Stadion.

Vil du vide mere om FS Hashøj og trænerjobbet, kan du kontakte formand Peter Sørensen på tlf. 3025 8440 eller skrive på formand@fshashoj.dk. Du kan også læse mere om klubben her på www.fshashoj.dk eller vores facebookside www.facebook.com/fshashoj. 

Luk